Tekst og musik: Carl Emil Petersen, 2015.
Lyt til 'Frit Land' med Ulige Numre her:
Musikeren Carl Emil Petersen besøgte i 2015 Libanon sammen med Dansk Flygtningehjælp. Her mødte han syriske flygtninge, og det inspirerede ham til at skrive sangen Frit land.
Frit land er en slags danmarkssang, der er skrevet af Carl Emil Petersen på en ironisk måde. Sangen hylder på traditionel vis de bølgende bakker, mark, eng, skov og bølgerne, der slår mod kysten. Men jegfortælleren i sangen er tydeligvis også bange. For hvis vi ryster på hånden, ”ja så vælter det jo ind”. Konsekvensen er et Danmark, der lukker grænserne, hvor vi passer os selv og ikke åbner op for de fremmede. Carl Emil Petersen har flere gange gjort det klart, at han ikke er bange — og at han taler for et mere åbent Danmark.
Omkvædet beskriver på en fin måde, at der er en bagside ved alting. Man kan rive sig på en smuk torn, få myggestik i sommervarmen og brænde sig på en brandmand, mens man bader i bølgerne.
Oplevelsen i Libanon inspirerede Carl Emil Petersen til at skrive en sang om det tilsyneladende perfekte Danmark, der under overfladen ikke altid viser så meget overskud. En alternativ fædrelandssang i stil med Gnags’ Danmark, der også er kritisk over for den danske selvtilstrækkelighed.
Temaer — idéer til morgensamlingen:
• Sange om Danmark
• Flygtninge
• Hvad er et frit land?
Vidste du, at:
• Carl Emil Petersen spillede og sang i bandet Ulige Numre, før han gik solo?
• Folketingsvalget i 2015 viste en fremgang til de partier, der var skeptiske over for indvandring i Danmark?
Denne artikel er én af i alt 53 artikler i bogen 'Håndbog til morgensangen', der er et oplagt værktøj til afholdelse af morgensang og samlinger.
Håndbogen indeholder baggrundsviden om udvalgte sange fra Friskolesangbogen og QR-koder til sider som denne med temaer og idéer til fx morgensangen.
Læs mere om både bøgerne her