Kan du lave mad med din guitar?
…eller bare undervise i madkundskab og/eller musik? Så er det allerede en god start!
På Skovlund Friskole leder vi efter to nye lærere, som udover at kunne undervise i de nævnte fag, også kan føre vores ældste elever til prøve i f.eks. matematik, biologi, geografi, historie, samfundsfag og kristendom.
Et arbejdsfællesskab med mening, humor og hjerte
Skovlund Friskole er en lille friskole med ca. 110 elever fra 0. til 9. klasse og 21 engagerede ansatte.
Det skal være sjovt at gå i skole, både for elever og lærere. Det mener vi sagtens kan kombineres med fokus på høj faglighed samtidig med friheden til at tænke undervisningen i dagligdagen som noget andet end kun “sid-på-numsen-foran-tavlen” undervisning.
Skoleåret planlægger vi sammen. Det er præget af
Fælles morgensamling hver dag, hvor vi synger sammen på tværs af alle klassetrin.
Projektdage og særlige traditioner som fx Gakket OL, Grundlovsfest, fællessang på torvet, årlig lejrskole og udlandstur for de ældste elever.
Vi har brug for lige netop dig, som vil elske at kunne få lov at tænke kreativt og nyt i måden at undervise og give læring videre på, og som kan bidrage til udviklingen af skolens profil baseret på værdierne Væredygtighed, Læredygtighed og Bæredygtighed.
Hvem håber vi, du er?
Du behøver ikke kunne alt – men vi forestiller os, at du:
- har en anerkendende tilgang til både børn og voksne og arbejder ud fra et menneskesyn præget af positiv psykologi
- skaber tydelige og trygge rammer med klasseledelse og nærvær
- ser forældrene som en ressource og en vigtig del af skolens fællesskab
- er læreruddannet og har lyst til at bidrage med god energi og engagement
Klar på at blive en del af noget særligt? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig.
Ansøgningsfrist: mandag den 28. april 2025.
Samtaler: tirsdag den 6. maj fra kl. 14.30.
Ansættelse pr. 1. august 2025.
Løn i henhold til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og LC.
Ansøgning sendes til: skoleleder@sfri.dk
Har du spørgsmål? Kontakt skoleleder Frands Bruun på 22 15 09 30
Læs mere om os på www.skovlundfriskole.dk
Vi glæder os til at møde dig – og måske byde dig velkommen til en skole, hvor både mennesker og idéer kan gro.