Magasinet Friskolen sætter denne gang FOKUS PÅ URO I VERDEN. Midt i juni holdt forsvarsminister Troels Lund Poulsen og Beredskabsstyrelsen pressemøde, hvor de præsenterede pjecen ‘Forberedt på krig.’ Blandt andet indeholder pjecen lister af ting, det kan være en god idé at have på lager i tilfælde af af krise og hybridkrig.
Så - skal vi være bange? Nej, fastholdt myndighederne på pressemødet - og det skal vores børn heller ikke. Men hvorfor ikke, og hvordan undgår vi uro og angst? Og hvordan taler vi med børn om krig?
At være både forælder og lærer på samme skole er en underlig dobbeltrolle. Åbenhed er det allervigtigste, siger de på Åskolen i Herning. Få derudover en række gode arbejdsspørgsmål om emnet, som evt. kan bruges på en pædagogisk dag. Find artiklen ‘Lærer på sine børns skole.’
Hvad fylder hos vores elever? I denne runde elevklummer har eleverne selv valgt, hvad de gerne vil skrive om. Det er der kommet et væld af meget forskellige elevklummer ud af. Du kan læse fem af dem i magasinet denne gang. Fælles for dem er, at det er betragtninger fra den enkelte friskoleelevs liv, som det ser ud lige nu.
I DETTE NUMMER kan du også læse om en ny trivselsundersøgelse, som konkluderer, at man ikke kan sige, at de unge har det enden godt eller skidt. Det har det forskelligt. ‘Vi har 10 år til at lære børnene at turde sige hej til hinanden,’ siger Søren Østergaard, leder af Center for Ungdomsstudier, som er den ene af to forfattere til bogen “Jeg synes, jeg har alt for mange ting i hovedet” om 25 unges liv og trivsel.
HVORDAN BRUGER DIN FRISKOLE FRIHEDEN? I artikelserien ‘Vi bruger friheden til…’ er emnet denne gang prøve- og karakterfrihed. Vi har spurgt Ollerup Friskole og Herning Friskole om lærernes pædagogiske virke i en hverdag uden karakterer og prøver samt hvad det betyder for elevernes faglighed og dannelse. Rikke Glüsing er uddannelseschef på Herning Gymnasium, og hendes klare oplevelse er, at de prøvefri elever klarer sig godt - måske med en hældning til lidt bedre: “Der er så mange muligheder og valg for de unge i dag, og hvis man kun går efter det faglige, så bliver det for sølle,” konstaterer hun.
Ovenstående er bare noget af det, der har fundet vej til Magasinet Friskolen nr. 42. Hvis du ikke sidder med en fysisk udgave af magasinet, så husk at du kan læse og dele alle historier gratis på www.magasinetfriskolen.dk og i vores app.
God læselyst!
HUSK AT DOWNLOADE MAGASINETS APP!
APP'en kan downloades her:
iPhone/iPad
Android- Smartphone/tablet
Computer