Invitér verden ind på jeres friskole
Der er mange muligheder, hvis I kunne tænke jer at arbejde med det internationale på jeres skole.
Uanset om I vil søge venskabsklasse til online samarbejder, en mere klimavenlig lejrskole, kulturudveksling eller at øge jeres fokus på fremmedsprog, så er de interkulturelle kompetencer med til at styrke og udvikle både elever og ansattes globale udsyn.
Kontakt FRISKOLERNEs konsulent Jakob Ringgaard for at høre mere om, hvordan I kan arbejde med en international profil på skolen.
Vil I invitere en udenlandsk volontør indenfor?
Lige nu har jeres skole en helt konkret mulighed for at ”invitere verden ind på jeres friskole”.
Dansk ICYE søger et frivilligt projekt til Jerry fra Taiwan, en 18-årig ung mand, der ankommer til Danmark i slutningen af januar 2025 og ønsker at arbejde som volontør i 6 måneder. Jerry brænder for at arbejde med børn, lære dem at tegne, spille basketball, lege med dem og dele sin kultur.
Jerry beskriver sig selv som: (oversat fra engelsk) "Jeg er en person, der ved, hvad jeg vil. Når jeg sætter mig et mål, finder jeg en vej til at nå det og giver altid mit bedste. Som person er jeg følelsesmæssigt rig, med empati og omsorg, især når det handler om at tage sig af andre. Jeg finder glæde i at give til andre. Selvom jeg som 18-årig ikke har en fastlagt livsplan endnu, fokuserer jeg på at leve i nuet og værdsætte alt omkring mig."
Han har tidligere været på udveksling i Nepal, hvor han underviste børn i fysiske aktiviteter. Han har desuden erfaring med frivilligt arbejde i Taiwan, hvor han har arbejdet med ældre, der oplevede kognitiv eller fysisk nedgang. Nu drømmer Jerry om at være frivillig i Danmark, hvor han kan lære mere om den danske kultur, forbedre sine interkulturelle kommunikationsevner og blive mere selvstændig.
Er I interesserede?
Læs mere om at blive et projekt her: Bliv projekt hos Dansk ICYE, eller kontakt ICYE på incoming(at)icye.dk eller 21 53 82 84 for en uforpligtende samtale.