Fredag den 25. oktober deltog 330 lærere og pædagoger fra midtfynske friskoler og børnehuse i den årlige fælles pædagogiske dag, F43, på Sdr. Nærå Friskole. Dagen indeholdt bl.a. oplæg fra FRISKOLERNEs formand, Peter Bendix, der gav et indblik i aktuelle emner, samt oplæg af Lene Tanggaard, der talte om trivsel, betydningen af fællessang og vigtigheden af praksisfaglighed i skolen.
Erfaringsudveksling i 15 netværk
Dagen bød derudover på erfaringsudveksling i15 forskellige netværk, som alle fokuserede på emner, der styrker det pædagogiske og faglige samarbejde på tværs af skoler og børnehuse. Netværkene spændte bredt og bød på erfaringsdeling om bl.a. sprogudvikling hos de mindste, håndværk/design-fagets udvikling, fortællingens rolle i undervisningen samt praktiske erfaringer i børnehaver og SFO’er.
Få støtte til netværksaktiviteter
FRISKOLERNE tilbyder økonomisk støtte til netværksaktiviteter, der styrker samarbejdet på tværs af skoler. I kan søge om støtte til arrangementer, der involverer mindst tre friskoler og har et fagligt eller skolepolitisk fokus.