fjern søgeboks

Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram

Undervisningsministeret har lanceret en række tiltag for folkeskolen, som forventes at blive behandlet og godkendt i Folketinget i efteråret 2024. Tiltagene omfatter ikke friskolerne, men de kan indirekte komme til det, fordi friskoler som bekendt skal 'stå mål med' folkeskolen. Læs mere her.
Af: Jakob Ringgaard, Friskolernes Hus
Kategori
Pædagogik & skoleliv , Presse & politik , Administration
05.06.24

Undervisningsministeriet har lanceret en række tiltag for folkeskolen. Tiltagene er ikke vedtaget endnu. De kræver lovændringer, der skal behandles og godkendes af Folketinget i løbet af efteråret. Tiltagene iværksættes de kommende år og har konsekvenser for mange friskoler, idet en friskole skal ”stå mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”.

Aftalen består af 10 initiativer og den kan findes i sin fulde længde hér: Ny aftale om folkeskolen | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk). På dette link findes desuden en pdf-fil med ændringen i folkeskolens timetal. Det skal dog understreges at friskoler ikke er forpligtede på folkeskolens timetal.

Aftalen omfatter ikke friskolerne, men den kan indirekte få indflydelse på flere områder, bl.a. hvordan friskolen kan ’stå mål med’ og for friskoler, der tilbyder folkeskolens afgangseksamen.

 

Stå mål med
En friskole skal, som nævnt ovenfor, 'stå mål med', hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Mange friskoler refererer til Fælles mål som deres undervisningsmål. En ændring i fag og undervisningsmål vil derfor betyde, at friskolen skal se på, hvordan den lever op til Fælles mål.

Aftalen indebærer bl.a. følgende tiltag, der kan have konsekvens for friskolerne:

  • Dobbelt så mange valgfagstimer i form af et ekstra praktisk musisk valgfag i 8. og 9. klasse. Et af de nye valgfag bliver et nyt fag om teknologiforståelse.
  • Teknologiforståelse som ”ny faglighed i folkeskolen”. Integreres i eksisterende fag og udbydes som et nyt femte valgfag i udskolingen.
  • Ændringer i timetallet på forskellige klassetrin.
  • Indførelse af juniormesterlære som mulighed i 8. og 9. klasse.
  • Fornyelse og ’slankning’ af Fælles mål. Færre bindende mål.
  • Afskaffelse af centralt krav om obligatorisk projektopgave i 9. klasse.
  • Obligatorisk erhvervspraktik til alle.

Ovenstående tiltag har virkning fra skoleåret 2025-26.

 

Folkeskolens afgangseksamen
For de friskoler, der tilbyder folkeskolens afgangseksamen, er der vedtaget en lempelse af prøvepakken. Antallet af obligatoriske prøver reduceres i udskolingsårene fra otte til seks. Det sker på kort sigt ved, at mundtlig engelsk ændres fra at være en bunden prøve til en udtræksprøve og antallet af udtræksprøver reduceres fra to til én. Dette sker dog også først i skoleåret 2025-26.

 

Konsulenterne i Friskolernes Hus følger løbende med i aftalens udmøntning og dens konsekvenser for friskolerne. Såfremt I på skolen har spørgsmål til ovenstående, så er I som altid velkomne til at kontakte os. 

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12