fjern søgeboks

André Bentsen fra ØsterbroLIV vinder Folkets Journalistpris 2024

André Bentsen fra den københavnske lokalavis ØsterbroLIV vinder prisen for projektet ”Den som flaskehalsen peger på.” Sammen med elever fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole har journalisten arbejdet dedikeret for at sætte fokus på unges alkoholkultur. Projektet består blandt andet af artikler, workshops og et alkoholfrit event. Undervejs har han inspireret lokale erhvervsfolk, kunstnere og andre borgere i lokalområdet til at deltage i samtalen.
Af: Mie Lund Hansen, Friskolernes Hus
Kategori
Presse & politik , Administration
04.04.24

Folkets Journalistpris går i år til en journalist med en helt særlig drivkraft. André Bentsen fra lokalavisen ØsterbroLIV får prisen for sit samarbejde med Ingrid Jespersens Gymnasieskole om at sætte fokus på og påvirke unges alkoholkultur. 

"Vi er imponerede over, hvor meget én enkelt dedikeret journalist kan lykkedes med. Årets modtager af Folkets Journalistpris demonstrerer, at journalistisk udvikling ikke kræver en stor medievirksomhed eller millioner af kroner i baghånden. Hvis evnerne og engagementet er tilstrækkeligt stort, kan en journalist gøre en positiv forskel, når det kommer til at sætte en dagsorden, inddrage brugerne i mediedækningen og skabe journalistik, der kan inspirere, siger professor i journalistik Peter Bro", der er formand for juryen og leder af journalistuddannelserne ved Syddansk Universitet.

André var i skarp konkurrence med de fire andre nominerede; Verdens Bedste Nyheder, #rydfladenforklimaet, Videnskab.dk og SEIN. 

Den som flaskehalsen peger på

Hvad sker der, hvis man inviterer gymnasieelever til en alkoholfri morgenfest den fredag, hvor tusindvis af unge fra Københavns øvrige gymnasier mødes til druk i Dyrehaven? Og hvilke fortællinger kommer frem, når man klæder gymnasieelever på med journalistiske redskaber og beder dem skrive artikler om deres egne eller andre borgere i lokalområdets forhold til alkohol? Det er nogle af de tiltag, André Bentsen satte i gang for at få skabt en samtale om unges alkoholkultur.

Til den alkoholfri morgenfest på gymnasiet hyrede han danseren Simone Niki og de københavnske DJ’s BingoBruvs til at underholde med musikbingo. Men præmierne måtte eleverne selv stå for, sagde han til de unge. Og det gjorde de så. I deres fritid opsøgte eleverne lokale forretninger og fortalte om projektet, og mange af de erhvervsdrivende ville gerne bidrage med præmier. Andre præmier kom ind fra lokale borgere, som havde læst Andrés artikler, der er vinklet på de sociale, økonomiske og personlige konsekvenser, vores alkoholkultur kan have. Artiklerne inspirerede læserne til at skrive til journalisten med deres egne perspektiver og erfaringer, hvilket der kom flere personlige fortællinger ud af. Projektet har på den måde samlet lokalområdet og været med til at bryde de tabuer, der ofte er forbundet med alkohol.  

Morgenfesten på gymnasiet bød også på fælleslege, workshops og samtaler, hvor de unge udvekslede råd og erfaringer om, hvordan man kan navigere i alkoholkulturen, og hvordan man kan ændre den.

 

NB. Billedet: André Bentsen, lokalavisen ØsterbroLIV og vinder af Folkets Journalistpris 2024, og Astrid Marie Lakjer, lærer på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, som er en del af projektet.

 

Læs mere om tidligere års vindere her.

Se hvem der sidder i juryen her.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12