Jens Chr. Jensen og hustruen, Karen, blev begge uddannet på Den frie Lærerskole i Ollerup. Karen var begyndt tidligst på studiet, og da hun havde afsluttet uddannelsen, fik hun i 1962 ansættelse på Åstrup Friskole og endvidere præsenteret sin forlovede. Jens Chr. kunne derfor et par år senere følge efter til Åstrup, hvor de blev et afholdt lærerpar. De små landfriskoler havde det dog svært i 1960’erne dels som følge af afvandringen fra landbruget og dels pga. de nyoprettede kommunale centralskoler. Lærere og bestyrelser på Fåborgegnens små friskoler indledte derfor studiekredse for at få afklaret, om de gennem samarbejde kunne tage konkurrencen op med centralskolerne. Samarbejdet resulterede i aftaler om at fusionere friskolerne i Åstrup, Håstrup og Vester Hæsinge, når man havde fundet en egnet placering i Fåborgs nære opland. Det lykkedes snart for Jens Chr. at skabe kontakt til sognerådet i Diernæs, der gav tilladelse til at opføre en ny friskole i Enghaverne på grænsen til Fåborg Købstadskommune. Efter ganske omfattende forhandlinger med Undervisningsministeriet fik man tilladelse til at sammenlægge de 3 gamle friskoler og det første tilsagn om et statslån. Det muliggjorde opførelsen af Enghaveskolens første bygninger i 1969/70. Jens Chr. og Karen opførte en privatbolig over for skolen på Prices Havevej, efter at Jens Chr. var blevet valgt som leder af den nye skole.
Skolen skulle efter studiekredsens plan være en moderne friskole, der ville videreføre den grundtvig-koldske tradition som en prøvefri skole i rammer, der gerne måtte bryde med gamle fastlåste vaner. Det skabte blandt de fynske friskoler en del debat, der også bredte sig til de andre landsdele, og debatten gav faktisk anledning til, at ikke så få andre friskoler fik mod til på forskellig vis at gå efter udvikling snarere end afvikling. Det virkede derfor ganske naturligt, at Jens Chr. i 1972 blev formand for de fynske friskoler, hvor han sammen med ligesindede blandt nyvalgte, yngre friskolefolk fik sat liv i den gamle friskoleforening. Den frie skoleverden havde fået ny lovgivning i 1969/70, og dens mange bureaukratiske regler var ved at tage pusten fra ikke så få friskolefolk, der hidtil havde kunnet klare administrationen med en kuglepen og en skrivebordsskuffe. Adskillige følte, at de nu måtte fare mellem ministerielle embedsmænd, advokater og statsautoriserede revisorer uden at få fyldestgørende svar på deres problemer. Der kom i flere omgange anmodninger om at få en friskolekonsulent, der på forståeligt sprog kunne udlægge teksten og komme med gode råd. Det tog nogle år at finde en løsning, men den 1. august 1976 åbnede Friskolernes Kontor, der ikke kun skulle rådgive skolerne, men også administrere friskoleforeningens forskellige aktiviteter, der hidtil med vekslende kvalitet var blevet varetaget af frivillige medlemmer. Jens Chr. søgte og fik stillingen som leder og konsulent, og han var om nogen den rette mand på posten. Det er nærmest ufatteligt, at han i de første år samtidig kunne passe hvervet som byrådsmedlem i Fåborg, for i de 18 år han havde stillingen, var han stærkt involveret i ca. 100 nye friskolers oprettelse. Der fulgte mange konsulentopgaver med de nye skoler, og de ældre skoler lagde periodevis også stort beslag på den energiske konsulent. Samtidig var han foreningens analytiske sekretariatsleder, som udarbejdede oplæg og baggrundsmateriale til bestyrelsen, der i øvrigt lod ham placere på afgørende poster i eksempelvis ministerielt regi. Det hjalp nok lidt på arbejdspresset, at kontoret blev placeret i en tilbygning til privatboligen, men midt i 1980’erne var det ikke længere nok med hjælp fra dygtige sekretærer. Foreningen måtte finde udvej for ansættelse af flere konsulenter.
Med årene blev Karen i stigende grad ramt af sygdom, og det medførte naturligvis, at hun efterhånden deltog mindre i de udadvendte aktiviteter, hvor hun ellers havde været aktiv. For vi mange, der ikke var helt tæt på familien, var det derfor lidt af et chok, da det rygtedes, at Jens Chr. var blevet enkemand. Der kom en periode, hvor det tydeligvis var viljen, der holdt ham i gang, men på et tidspunkt blev det synligt, at livsglæden var på vej tilbage. På et møde i november 1993 lod han bomben falde. Venskabet med den daværende formand, Anna Skriver, havde udviklet sig, så de var blevet enige om at flytte sammen og tage imod en lederstilling på Sdr. Vium Friskole syd for Skjern.
Ved sit ophør havde Jens Chr. for længst opnået en nærmest mytisk status rundt om i friskolekredsene. En skoleleder skrev engang i Friskolebladet, at hun ville se stort på medlemskabet af foreningen, hvis hun bare ”kunne blive medlem af Jens Christian.” Han var en uselvisk person, der nemt kunne blive overset i en forsamling af meget talende friskolefolk, men alle, der har oplevet ham i løsningen af en vanskelig opgave, står tilbage med indtrykket af en stor personlighed, der kort og præcist kunne indkredse det centrale i en sag. Blev samtalen for floromvunden kunne han med nogle spidse bemærkninger skære igennem. Nogle blev måske såret, men tilbage stod oftest en anerkendelse af, at det havde tjent den sag, det drejede sig om. Mange kan i øvrigt berette om, hvordan Jens Chr. med stor empati var i stand til at drøfte og afklare personlige kriser, når der fx var stridigheder på en skole.
Jens Christian lod sig i 1999 pensionere fra stillingen i Sdr. Vium og flyttede til København, hvor han fik et langt og velfortjent otium sammen med Anna. I Friskoleforeningen var der i mange år et fast omkvæd, når nogen blev foreslået som æresmedlem: Det var ikke noget, der blev brugt i friskolekredse. Jeg kan afsløre, at det faktisk er historieforfalskning, for foreningens stifter og mangeårige formand, Laurs Rasmussen, blev som den hidtil eneste udnævnt som æresmedlem året efter sin fratrædelse. Han lagde ved overrækkelsen diplomet i skrivebordsskuffen med en bemærkning om, at der gjorde det ingen skade. Jens Christian havde også fortjent en udnævnelse som æresmedlem, men vi havde vist alle en fornemmelse af, at han nok ville opfatte det som en fornærmelse. Han havde bare gjort sin pligt. Det er vi mange, der skylder ham stor tak for.
Begravelsen finder sted fra Diernæs Kirke lørdag den 8. marts kl. 11.00.
