Puljen kan søges af grundskoler, der ønsker at etablere morgensang på skolen eller styrke skolens indsats med morgensang. Puljen kan bruges til at sikre, at skolerne har de nødvendige instrumenter, og at lærere og pædagoger har mulighed for at blive efteruddannet og opkvalificeret, hvis de ønsker at blive klædt bedre på til at varetage morgensangen på deres grundskole.
Gode tips til ansøgning
En god og gennemtænkt ansøgning er en forudsætning for at I kan få del i midlerne. Ansøgningen om tilskud vurderes på baggrund af projektets musikfaglige og pædagogiske kvalitet. Udvalget lægger særligt vægt på at støtte projekter, hvor:
- projektet gør brug af og/eller udvikler relevante pædagogiske metoder og musikfaglige kompetencer
- ansøger er bevidst om forudsætningerne hos de elever, der skal deltage, så der skabes de bedste rammer for morgensang
- projektet giver forudsætning for at forankre morgensang på skolen udover skoleåret 2024/2025
Her et par tips og tricks til den gode ansøgning:
- Beskriv projektets idé og vision.
- Vær præcis om den målgruppe, der får glæde af projektet.
- Beskriv konkrete mål og evt. milepæle for tiltagene i projektet.
- Skriv kort og præcist.
- Vær konkret og specifik ift. hvad I vil anvende midlerne til.
- Beskriv hvordan I selv vil bidrage til projektet.
- Fokusér på de tre ovenstående kriterier, som udvalget lægger særlig vægt på.
Bestil Friskolesangbogen
Friskolen kan søge morgensangspuljen og bruge midlerne til at købe Friskolesangbogen til eleverne og Håndbog til morgensangen til de ansatte.
Bestil Friskolesangbogen og Håndbog til morgensangen her.
Kom med til temadag om morgensang d. 22. maj
FRISKOLERNE afholder en spændende temadag: Styrk morgensangen torsdag d. 22. maj i Herning, hvor vi gennem oplæg, diskussioner og praksisnære workshops dykker ned i morgensangens betydning og potentiale.
Se program, og tilmeld dig her.