fjern søgeboks

Normering i privatinstitutioner

D. 1. januar 2025 trådte kravet om minimumsnormering i privatinstitutioner i kraft. Læs mere om, hvornår man som privatinstitution skal leve op til kravene overfor kommunen og offentliggørelsen til forældrene, samt hvilke opmærksomhedspunkter FRISKOLERNE arbejder videre med.
Af: Tove Dohn, Friskolernes Hus
Kategori
Administration
12.02.25

D. 1. januar 2025 trådte kravet om minimumsnormering i privatinstitutioner i kraft. Opgørelsesmetoden er udarbejdet med udgangspunkt i opgørelsesmetoden for de kommunale og selvejende daginstitutioner.

Nedenfor skitserer vi kort, hvornår privatinstitutionerne skal leve op til kravene overfor kommunen og offentliggørelsen til forældrene. Herudover er der et par opmærksomhedspunkter, som FRISKOLERNE arbejder videre med.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har til bekendtgørelsen om opgørelse af normering i privatinstitutioner udsendt en grundig vejledning. Vejledningen beskriver opgørelse af normeringen for hhv. vuggestue, børnehave og aldersintegrerede institutioner. I bekendtgørelsens vejledningen, bilag 1, er der vist regneeksempler på, hvordan normeringstallene beregnes.

STUK har derudover udarbejdet et regneark med tilhørende videoguide til beregning af den årlige normering.

LINK til bekendtgørelse, vejledning og hjælpeværktøjer

Vi anbefaler alle privatinstitutioner at læse vejledningen, eksemplerne i bilag 1 samt gøre brug af regnearket, når normeringen skal opgøres.

Regnearket, der er indbygget i FRISKOLERNEs budgetprogram for 2025 og 2026, er udarbejdet før vedtagelsen af normeringskravet og tager ikke højde for fx antal tilmeldte kalenderdage, ansættelsesdage mm. Det er derfor vigtigt at pointere, at selve opgørelsen af normeringskravet SKAL foretages i et andet værktøj, hvilket kan være værktøjet som STUK stiller til rådighed.

 

Det, der adskiller sig fra kravene på de kommunale og privatinstitutioner, er:

  • Normeringen opgøres på daginstitutionsniveau.
     
  • Opgørelse og erklæring til kommunen – første gang marts 2028.

Lovkravet om minimumsnormering i privatinstitutioner skal opgøres som et gennemsnit af de seneste tre kalenderårs årlige normering. De første tre år (2025, 2026 og 2027) er en overgangsperiode, hvilket betyder, at det først er med udgangen af marts 2028, at privatinstitutionen skal efterleve lovkravet og indsende opgørelse og erklæring til kommunen. Herefter skal privatinstitutionen indsende opgørelse og erklæring hvert år, hvilket vil sige, at inden udgangen af marts 2029 skal opgørelse og erklæring for 2026, 2027 og 2028 indsendes osv.

  • Offentliggørelse af opgørelse – første gang marts 2026.

Privatinstitutioner skal senest tre måneder efter afslutning af et kalenderår opgøre kalenderårets normering. Denne opgørelse skal offentliggøres på privatinstitutionens hjemmeside eller et andet, for forældrene, let tilgængeligt sted (feks. privatinstitutionens opslagstavle).

Ovennævnte skal ske første gang inden udgangen af marts 2026 vedr. kalenderåret 2025.

 

 

FRISKOLERNE er mht. lovkravet særligt opmærksom på:

 

  • Institutionsplan kontra kommunalplan
    Kommunerne skal efterleve normeringskravet på kommunalplan, hvor privatinstitutioner skal på institutionsplan.
     
  • Aldersintegrerede privatinstitutioner
    Af bekendtgørelsen fremgår det, at beregningen i aldersintegrerede privatinstitutioner skal beregnes ud fra en fordelingsnøgle, der beregnes yd fra driftstilskud og forældrebetaling til hhv. vuggestue og børnehave.
    Modtager den aldersintegrerede privatinstitution ikke dobbelt så mange indtægter i vuggestuen som børnehaven, vil det resultere i, at vuggestuen ikke efterlever minimumsnormeringskravet, mens børnehaven gør. Særligt i de kommuner, der vælger at medregne kommunens dagplejere i deres budgetterede driftsudgifter, vil det have stor betydning.
    Hvis den aldersintegrerede privatinstitutions normering ikke lever op til normeringskravet beregnet ud fra fordelingsnøgle, men ville gøre det, hvis ikke fordelingsnøglen skulle anvendes, opfordrer vi ikke til straks at gå i panik og ansætte yderligere personale. FRISKOLERNE forfølger problematikken og vil, så snart vi ved mere, informere herom i SkoleNyt.
     
  • Ansatte under beskæftigelsesordninger herunder fleksjobansatte eller ansatte i seniorordninger tæller jf. vejledningen ikke med
    Dette er en ansættelsesmæssig og økonomisk udfordring. Herudover strider det imod tilskudsbetingelsen om, at skoler skal sikre, at mindst 3,5 pct. af skolens årsværk er ansat på særlige vilkår. Dette punkt i vejledningen til opgørelse af normering i privatinstitutioner følger FRISKOLERNE også op på.

 

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE