Kunstig intelligens er blevet en fast del af hverdagen for børn og unge. Generativ AI bruges i stor stil til at skabe billeder, tekster og endda til at interagere med AI-chatbots. Men teknologien rummer også risici – fx manipulation af indhold, kunstige relationer og digital svindel. Det kan være en udfordring for forældre at følge med i denne udvikling.
Gode råd fra Medierådets eksperter
For at imødekomme dette behov har Medierådet udviklet en række videoer med ekspertråd til forældre og omsorgspersoner. De tre videoer dykker ned i:
- Billed- og lydgenerering – Hvordan AI bruges til at manipulere virkeligheden.
- Kunstige relationer – AI-chatbots og deres påvirkning på børns sociale liv.
- Svindel – Hvordan AI gør det lettere at narre både børn og voksne.
Undersøgelse viser, at forældre efterspørger viden om kunstig intelligens
En undersøgelse fra Medierådet viser, at 75 % af forældre efterspørger mere viden om AI og dens påvirkning på børn. Med 'Ægte viden om kunstig intelligens' får forældre et værktøj til bedre at forstå og støtte deres børn i en digital verden i hastig udvikling.
Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge, udtaler: "Vi har lyttet til forældrene og lavet en oplysningsindsats, der fokuserer på nogle af de emner vedrørende kunstig intelligens, som forældrene specifikt har efterspurgt viden om. Det er i sidste ende politikerne og tech-giganternes ansvar, at det er sikkert for børn og unge at bruge diverse AI-værktøjer, men indtil de får styr på dét, så er det vigtigt at klæde de voksne omkring børnene på med relevant og nødvendig viden."