Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter@friskolerne.dk, 40422027 og Maren Skotte, kommunikationschef i FRISKOLERNE, maren(at)friskolerne.dk, 20498503. Bragt i Skolemonitor 11. november 2024.
Friskoler og private grundskoler landet over viser hver dag i praksis, at elever med specialundervisningsbehov kan inkluderes i den almene undervisning. Det sker i et omfang, der langt overskrider folkeskolerne.
I årevis har inklusion været det højtbesungne ideal. Inklusionsloven i 2012 havde som ambition, at folkeskolerne skulle have en inklusionsgad på 96 pct. – både af økonomiske og pædagogiske hensyn. Dengang stod specialtilbuddene for 13 mia. kr. af det samlede skolebudget. Danmarks Lærerforening bakkede op om inklusionsideen, som stod på skuldrene af Salamanca-erklæringen, som Danmark allerede i 1994 sammen med 91 andre lande tilsluttede sig på en UNESCO-konference i Salamanca i Spanien. Erklæringen fastslår, at alle børn så vidt muligt skal gennemgå læreprocessen sammen, uanset hvilke vanskeligheder de har, og uanset hvor forskellige de er.
Salamanca-erklæringen lagde op til inklusionsloven i Danmark i 2012, som havde et bredt politisk flertal bag sig. Dengang omfattede det ca. 49.000 elever, der gik fra at have behov for specialundervisning til at kunne inkluderes i den almindelige skole.
I 2022 blev inklusionsloven evalueret – og fik dumpekarakter. Færre elever med særlige behov inkluderes i dag i folkeskolen, end da inklusionsloven blev vedtaget for mere end ti år siden. Trist for klassefællesskaberne – trist for den enkelte elev – trist for forældrene.
Sideløbende med det markante fokus på inklusion i folkeskolen, har fortællingen i årevis været, at friskoler og private grundskoler ikke løfter specialundervisningsområdet tilstrækkeligt. Og der er tale om en hårdnakket fortælling.
Men nye tal fra børne- og undervisningsministeriet bekræfter dét, som skolefolk fra friskoler og private grundskoler har haft en klar fornemmelse af længe.
Faktum er, at friskoler og private grundskoler inkluderer langt flere elever med specialundervisningsbehov i klassefællesskabet end folkeskolerne. På friskoler og private grundskoler er hele 3,4 pct. af elever med specialundervisningsbehov såkaldt ’enkeltintegreret’. Det vil sige, at de er en del af klassefællesskabet – men med særlig støtte. I folkeskolen er det kun 0,9 pct. af alle elever, der er enkeltintegreret i den almene undervisning.
Derfor skurrer det noget, når man i Skolemonitor den 2. september 2024, skrevet af Pernille Mainz og Freja Bøgh Lassen, i indledningen til en artikel om specialundervisningskrævende elever kan læse, at - »Børn, der får specialundervisning, er på mange friskoler og privatskoler et særsyn. De elever findes i højere grad i folkeskolen. Det vil regeringen ændre ved at belønne de frie grundskoler, der optager børn med særlige behov, økonomisk«.
At kalde børn med specialundervisningsbehov et ’særsyn på fri- og private skoler’ er i bedste fald provokerende og i værste fald uvidende – og faktisk vildledende for den fælles samtale om den fælles store opgave, det er, at give alle børn det bedst mulige skoletilbud.
Børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye udtaler i samme artikel i Skolemonitor, at friskoler og private grundskoler bør påtage sig et større ansvar ved at optage og fastholde flere elever med særlige udfordringer. Dette er bevæggrunden for, at ministeren i finanslovsudspillet fra 2025 har indstillet at afsnøre yderligere 120 mio. kr. til specialundervisning på friskoler og private grundskoler.
Elever med specialundervisningsbehov vokser med 10 pct. årligt på fri- og privatskolerne. Så, det er en god idé at lade midlerne følge med opgaverne. Det skal måske lige bemærkes, at midlerne til specialundervisning tages af den samlede bevilling til friskoler og private grundskoler – og dermed altså fra det almenpædagogiske område på friskoler og private grundskoler. Det er ikke ’nye’ penge, men en øget omfordeling. Og vi bakker fuldt op om denne prioritering.
Når den hårdnakkede fortælling om friskoler og private grundskolers manglende andel af specialundervisningselever holdes i hævd – ikke mindst fra Christiansborg, må vi både kaste lys på de reelle tal samt selve rammebetingelserne og vilkårene for at udføre specialundervisning for elever med særlige behov i grundskolen som et hele. De er nemlig væsensforskellige.
Friskoler og private grundskoler har lovhjemmel til alene at tilbyde enkeltintegreret specialundervisning, mens folkeskolen både kan tilbyde enkeltintegreret specialundervisning og undervisning i specialklasser.
De nye tale fra børne- og undervisningsministeriet viser, at der i folkeskolerne samlet set er 4,8 pct. af eleverne, der modtager specialundervisning. Heraf går 3,9 pct. af eleverne i en specialklasse. Som nævnt undervises kun 0,9 pct. af eleverne med specialundervisningsbehov i den almene undervisning. Da friskoler og private grundskoler IKKE må have specialklasser, skal alle elever med specialundervisningsbehov integreres i klasserne. Dette tal er som nævnt hele 3,4 pct.
Derfor giver det simpelthen ikke mening at blive ved med at slå på friskoler og private grundskoler med budskabet om, at skolerne ikke løfter tilstrækkeligt. Fortællingen er blevet fortykket i en grad, som gør, at ingen sætter spørgsmålstegn ved den længere. Det er skadeligt for samtalen.
Da friskolernes elever rent socioøkonomisk ligner folkeskole-elever til forveksling, må vi samtidig konstatere, at der kan være grænser for antallet af elever med særlige behov i den almene klasse. Det vil folkeskolerne helt sikkert kunne tale med om, for der er jo en grund til, at hele 3,9 pct. af eleverne i folkeskolen er placeret i specialklasser – altså uden for den almene undervisning i klassen.
Der er ingen tvivl om, at specialundervisningen er en udfordring for hele grundskolen – altså både folkeskoler og friskoler og private grundskoler. Der er et støt stigende antal elever, der har brug for særlig tilrettelagt undervisning, hvilket kræver flere ressourcer – både fagligt og pædagogisk hos lærerne og flere økonomiske ressourcer, som må tages fra det almene undervisningstilbud.
Dertil kommer et behov for faglig pædagogisk sparring og dokumentation fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, hvis vi skal lykkes med at tilbyde elever med særlige behov god undervisning. Også her er systemet presset.
Situationen er, at der er en reel risiko for, at normalområdet bliver mere og mere snævert. Det holder naturligvis ikke. Virkeligheden er en anden i dag end for 20 år siden. Og der er brug for en oprigtig nysgerrighed på, hvad der bevirker, at nogle skoler faktisk lykkes med de rummelige klassefællesskaber. Den samtale bidrager vi meget gerne til.
Faktaboks
Rammevilkårene for specialundervisning i hhv. folkeskoler og friskoler og private grundskoler er forskellige.
Specialundervisning i grundskolen
Folkeskolerne:
I alt modtager 4,8 pct. af eleverne i folkeskolerne specialundervisning.
0,9 pct. er enkeltintegreret (i den almene undervisning)
3,9 pct. går i specialklasser (udenfor den almene undervisning)
Friskoler og private grundskoler:
I alt modtager 3,4 pct. af eleverne i friskoler og private grundskoler specialundervisning.
Alle er enkeltintegrerede i den almene undervisning. Lovgivningen giver ikke friskoler og private grundskoler mulighed for at have specialskoler eller -klasser.
Specialskoler (for elever i hele grudnskolen):
Desuden går 2,2 pct. af alle grundskolens elever i specialskoler, hvortil de er visiteret. Disse elever kan både komme fra folkeskolen og fra de friskoler og private grundskoler.
