Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE og Sidsel Bukh, lærer ved Kolding Friskole samt næstformand i FRISKOLERNE

Der tales om begrebet praksisfaglighed ud fra mange forskellige tilgange. Som styrkelse af erhvervsuddannelser, varieret tilgang til læring, øget anvendelsesorientering og vægt på de praktisk/musiske fag. Ønsket om at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne for i sidste ende at sikre, at vi har tilstrækkeligt mange faglærte er helt legitim og en reel udfordring. Men, lad os en gang for alle slå fast, at motivationen for et mere praksisfagligt fokus i skolen ikke udelukkende må være at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser og dermed rette sig mod håndværksfag. Diskussionen om øget praksisfaglighed må handle om at bringe kvalitet ind i undervisningen. Det er pædagogikken, der er i centrum. Vi laver skoler for børn og unge, for at danne dem til deres videre færd. Ikke af hensyn til arbejdsmarkedets længsler.

Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at den praksisfaglige tilgang favner muligheder, som grundskolens udfordringer kalder på.

Deltagelsesorienteret og social praksis, det erfarede og det sanselige, muligheder for at øve sig og fejle, feedback i forskellige former og ikke mindst fordybelse og selvforglemmelse.

Sidstnævnte færdigheder er afgørende nødvendige i en læreproces, som i øvrigt forudsætter tid og ro i skolen. Den ramme kunne man ønske for skolen ovenpå de sidste ti års turbulens.

Hvis man skal arbejde mere praksisfagligt i de almene fag, kræver det et godt samarbejde imellem faglærere i boglige fag og faglærere i praktiske fag. Nogle fag er født praktiske, mens andre fag i stigende grad er blevet akademiseret. Men den praktiske dimension i skolen må handle om, at alle fag skal indeholde flere praktiske og kreative elementer.

Det fordrer en tydelig ledelsesmæssig rammesætning for fælles forberedelse, evaluering, udvikling af undervisningen og en pædagogisk samtale om, hvad og hvordan vi laver skole. Gode didaktiske fællesskaber er kærkomne ovenpå skolereformen, læringsmålstyringen og den øgede brug af portal-forløb, som har fyldt (for) meget.

Praksisfaglig undervisning lægger i det hele taget op til, at man bryder fagene op og tænker tværfagligt. Der er god ræson i den projektorienterede, virkelighedsnære undervisningsform, hvor man stiller spørgsmål, undersøger og fremstiller. Denne form for undervisning vil for mange elever være attraktiv, fordi den adresserer elevernes egen undren og lægger op til en mere søgende og nysgerrig arbejdsform.

Blandt de 1.100 folkeskoler og 550 frie grundskoler i Danmark er der sandsynligvis både en del fællestræk i tilgangen til undervisning, men der er også stor diversitet. Eksempelvis arbejder Rudolf Steiner skolerne målrettet med praksisfaglighed. Vi bør udnytte den viden og de erfaringer, der er i forvejen. Skoler bør videndele og dermed gensidigt inspirere hinanden i højere grad.

Det er også vigtigt at understrege, at alvorligheden omkring et fag ikke kun kommer ved at afslutte faget med en eksamen. Alvorligheden kommer, fordi lærere pædagogisk kan tilrettelægge og afvikle undervisningen sådan, at faget bliver vedkommende og meningsfuldt for eleverne.

Faktisk er praksisfaglighed mere en intention end et færdigt begreb. Man kan ikke

opdele videnskab og praksisfaglighed. Professor Lene Tanggaard siger, at værdier vokser ud af hænderne – ikke ud af hovedet. Den praksisfaglige dimension stimulerer sansen for at gøre sig umage og tager dybest set sit udspring i respekt for verden.

Skolen skal styrke elevernes oplevelse af at mestre. Både med hånden og ånden. Vi dannes fra barnsben, og der er en tendens til at fokusere for meget på hoved og for lidt på krop. Men vi har alt at vinde ved at justere på dette forhold – frem for alt for elevernes skyld.