Af Peter Bendix Pedersen, FRISKOLERNE

Mie Dalskov Pihl er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og står bag den nylige analyse »Flere børn fra eliten går på privatskole – også uden for storbyerne«.

Analysen konkluderer kort fortalt, at der er lukket en masse folkeskoler i kommunerne (faktisk 300 siden kommunalreformen i 2007), og at der derfor er sket en vækst i andelen af elever i friskoler og privatskoler. Ikke just banebrydende nyt.

Dernæst har AE slået kategorierne »overklasse« og »højere middelklasse« sammen til det mere ideologiske »elite«, som stilles overfor »arbejderklassen«. Og her er konklusionen, at »eliten« nu ikke blot befolker fri- og privatskolerne i byerne – men også på landet. Mit gæt er, at rigtigt mange friskoleforældre har overordentligt vanskeligt ved at genkende sig selv som »elite«.

Margrethe Vestager (R) sagde engang, at hun ikke kunne drømme om at stole på en statistik, hun ikke selv havde udarbejdet. I det udsagn ligger, at statistikker kan drejes lige derhen, man ønsker det. Det er desværre også tilfældet med analysen fra AE-rådet.

Der er tale om en analyse, der fra start til slut igennem ordvalg og med pointer nøje er orkestreret til at munde ud i dét udsagn, som Mie Dalskov Pihl gentager i sit indlæg i Altinget den 27. august, nemlig »Folkeskolen skal være det naturlige valg for alle«. På en måde er det befriende, at chefanalytikeren og AE-rådet toner rent flag omkring disse stærkt uvidenskabelige holdninger, men omvendt skurrer det lidt i bestræbelserne om at optræde med objektive data.

Lad os dvæle lidt ved udsagnet. Skal folkeskolen virkelig være det naturlige førstevalg for alle? Er det ikke lige præcist for at tage livtag med dette, at vi siden midten af 1800-tallet har understøttet ideen om, at det skal være muligt at vælge en skole, der hviler på andre værdier end folkeskolen? Og hvordan skal folkeskolen i øvrigt kunne være førstevalget for alle, når de fleste folkeskoler på landet er blevet lukket af de stedlige kommunalbestyrelser – i øvrigt oftest med stærke protester fra forældrene?

I analysen står der, at forældrene har valgt folkeskolerne fra til fordel for »privatskolerne«. Kunne man vende den om og sige, at det ikke er forældrene, der har valgt folkeskolerne fra – men at det faktisk mange steder forholder sig præcist modsat?

Mindst ét vigtigt spørgsmål står tilbage. Kan AE mon forklare, hvordan det sker, at de forældre, der i juni var folkeskoleforældre og i august er blevet til friskoleforældre, fordi den lokale folkeskole lukkede, pludseligt er forvandlet til »elite«?

Hvis den våde drøm er, at skoler skal være mere blandede end deres lokalområder, så skal børn til at busses rundt. Gentofte-elever skal gå i skole på Nørrebro og omvendt. En nylig analyse udarbejdet af Trygfondens Børneforskningscenter viser, at de såkaldte busbørn mistrives. De er  lavest i hierarkiet på de skoler, de bliver henvist til, de får ondt i maverne og lærer mindre. De føler sig som gæster uden de samme rettigheder.

AE står selv for en analyse, der viser, at andelen af landets skoler, der har en ligelig fordeling af alle indkomstgrupper er faldet på ti år. Fra 40 procent til 28 procent. I folkeskoleregi har cirka en fjerdel af skolerne ikke en eneste tosproget elev, og på top-20 over skoler med den højeste andel af elever fra »eliten« er 13 folkeskoler.

Det er helt legitimt at ønske sig mere blandede skoler. Men, lad os tale om de faktorer, der reelt er udslagsgivende. Her kommer boligpolitik og socialpolitik ind før retten til at oprette friskoler og private grundskoler.

Det er meget mere interessant at tale om, at alle børn skal have lige muligheder. Ikke i forståelsen: laveste fællesnævner, men i forståelsen: samme valgmuligheder.

Derfor burde AE faktisk være mere optaget af, at økonomien til friskoler og privatskoler fortsat er balanceret, så skolevalget reelt gælder alle – uanset størrelsen på fars og mors pengepung.

Bragt i Altinget, 28. august 2020