Kommunerne sparer millioner på friskolernes forårs-sfo
Kommunerne sparer millioner på friskolernes forårs-sfo
Af Peter Bendix Pedersen, FRISKOLERNE
Kommunerne er ikke forpligtede til at give tilskud til friskolernes forårs-SFO-ordninger. Det betyder, at en del friskoler passer børnene gratis, mens andre får meget varierende tilskud. Det er urimeligt, skriver Peter Bendix Pedersen.
De seneste ti år har vi næsten ubemærket ændret opfattelse af, hvor længe et barn skal gå i børnehave, før det starter i skole.
I årevis har der været en fagprofessionel forståelse af, at børnehavelivet varer tre år, hvorefter barnet er modent til at komme i skole. Men uden vi egentlig rigtigt har haft en faglig diskussion om det, er praksis nu, at mange kommuner afkorter børnehavelivet med tre til seks måneder.
I stedet kommer børnene i såkaldt før forårs-SFO/vippeordning/før-SFO, eller hvad man nu kalder det lokalt.
En opgørelse fra analysebureauet Bureau 2000 viser, at der i 2008 var 28 kommuner, der flyttede børnene til SFO-tilbud 1. juni eller tidligere. I 2018 var antallet steget til 55 kommuner.
Fænomenet er skabt i kommunerne med den klare motivation, at disse skolefritidstilbud er langt billigere end børnehaverne.
En spareøvelse
Der er nemlig langt færre ansatte for hvert barn i SFO-tilbuddene end i børnehaverne.
Den gennemsnitlige kommunale udgift til et børnehavebarn er 6.200 kroner for hver måned, mens de gennemsnitlige kommunale udgifter til skolefritidsordninger er på cirka 2.250 kroner for hvert barn månedligt.
Mere præcist sagt, så er fænomenet "forårs-SFO" funderet i en betragtelig spareøvelse. Men det er vigtigt at understrege, at der faktisk også er mange eksempler på, at det lykkes at skabe kvalificerede forårs-SFO’er på trods af den skrabede økonomi.
I takt med at mange kommuner overfører børn fra børnehave til forårs-SFO i månederne inden sommerferien, har friskolerne måtte følge med og må tilbyde forårs-SFO på linje med de lokale skoler.
Det store "men" er blot, at kommunerne ikke er forpligtede til at give et tilskud til friskolernes forårs-SFO-ordninger. De kan vælge at gøre det , men de kan også vælge at lade være.
Og da friskolerne jævnfør friskoleloven ikke må anvende statstilskuddet til andet end skole- og undervisningsvirksomhed, skal forårs-SFO’er i friskoleregi alene drives på forældrebetaling.
Kommunen får gratis pasning
Desværre modtager majoriteten, 62 procent, af friskolernes forårs-SFO-ordninger ingen kommunale tilskud.
Resten af friskolerne modtager meget varierende tilskud fra 200 kroner til mere end 2.000 kroner for hvert barn om måneden. En del friskoler passer dermed børnene gratis for kommunen. Det forekommer indlysende urimeligt.
I de kommuner, hvor man har valgt at indføre forårs-SFO-ordninger, er der naturligvis et pres fra forældrene til at også friskolerne tilbyder disse ordninger, så børnene ikke skal opleve unødvendige skift.
Vi har endda eksempler på kommuner, der nedsætter tilskuddet til børnehavebarnet, hvis forældrene vælger, at barnet skal blive i børnehaven indtil skolestart. Det skaber naturligvis et pres på forældrene om at tage deres barn ud.
Forskningen peger på, at en god overgang fra dagtilbud til skole er kendetegnet ved sammenhæng mellem det, børnene kender og det nye.
Det er vigtigt at bygge bro mellem daginstitution og skole, fordi der er tale om en stor forandring i en vigtig periode for barnet, som er medvirkende til at skabe betingelser for læring og trivsel både i overgangen og senere i skolelivet.
Find en fair løsning
I friskoleregi taler vi om skolen som en forlængelse af hjemmet, og dermed er valget af skole, og forårs-SFO for den sags skyld, knyttet til familiens værdier.
Derfor er der al mulig grund til at finde en politisk løsning, der sikrer friskolernes forårs-SFO’er retfærdige økonomiske vilkår. Det er ikke rimeligt, at forældre, der benytter sig at det frie skolevalg, samlet set skal betale millioner for en udgift, der normalt tilhører kommunerne.
Der er finanslov i luften, så min opfordring til politikerne er at finde en fair løsning, som ikke beror på den enkelte kommunes med- eller modvilje.