Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne, tvr(at)efterskolerne.dk/ 20281006) og Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter(at)friskolerne.dk/ 40422027)
Det anslås, at den gennemsnitlige forbruger dagligt eksponeres for mellem 4.000 og 10.000 kommercielle beskeder. Nærmest imponerende. Men mest ret sygt.
Den konstante strøm af markedsføring manifesterer os som forbrugere, hvis primære rolle er – ja, at købe og forbruge. Og det risikerer at sætte sig i sjælen. Med stor indvirkning på vores fælles samfund.
For i et forbrugsstyret samfund er det de individuelle behov og ønsker, der er styrende. Vi er kunder og forbrugere. Om det gælder supermarkedet, kommunen, skolen eller foreningslivet. Jeg har købt og betalt, så jeg kan kræve og fordre. Forbrugertankegangen bygger på en idé om uafhængighed og rettigheder.
Vi har købt præmissen om, at al trafik på internettet er styret og bestemt af kommercielle algoritmer. Vi har købt præmissen om, at alle idrætsanlæg og idrætshaller er klistret til med kommercielle reklamer. Og at aviser og magasiner finansieres af reklamer. Vores indre forbruger bliver med andre ord fodret og styrket, så vi er i fare for at underlægge os en forestilling om, at ’forbrug’ er en altdominerende spiller i vores samfund.
Men de, i bogstavelig forstand, grænseoverskridende, globale kriser viser med al tydelighed, at denne forbrugermodel ikke bare er forældet – men faktisk destruktiv. Vi er nødt til at forstå os selv som det, vi er: gensidigt afhængige og forbundne. Klimaforandringer, økonomisk ulighed, pandemier, migration og social splittelse gør vores eksisterende samfundsmodel utilstrækkelig. Vi har brug for en gennemgribende ændring i vores måde at forstå os selv på: Fra forbrugere til deltagere.
Vores samfundsmodel består af tre centrale tandhjul: civilsamfundet, staten og markedet. Men modellen er i ubalance. Staten og markedet er styret af helt andre færdselsregler end civilsamfundet, og vi tror, at nøglen til nutidens og fremtidens udfordringer beror på et stærkt civilsamfund. Vi har brug for et samfund, der er karakteriseret ved at ’deltage’, have fælles ’formål’, hvor vi ’netværker’, ’skaber sammen’ og oplever os ’indbyrdes afhængige’.
Civilsamfundet næres af medborgerskabstanken, og det er ikke blot en værdifuld del af demokratiet – det er selve forudsætningen for det. Og det handler om mere end at stemme ved valg eller farven på dit pas.
Og her spiller det frivillige engagement en nøglerolle. Der går nemlig en lige linje fra frivillighed til medborgerskab til civilsamfund til demokrati – og til de aktioner, som de globale udfordringer, fordrer.
Hvorfor? Fordi frivilligt engagement er en kraftfuld motor, der bygger på generøsitet, interdependens, fællesfølelse og en iboende logik om, at indsatsen virker for både den, der giver, og den der modtager. Denne tænkemåde er alt det, et sundt demokrati – og store globale udfordringer - er afhængige af. Når vi vil redde verden, er det ikke nok at redde os selv. Vi må være hinandens ryg – ved at anerkende vores forbundethed. Dén filosofi viser sig i konkrete handlinger. Ligesom frivillighed.
Men frivillighed skal læres, og vi må ikke tage det for givet. Under corona-pandemien blev foreningslivet lukket ned af staten, og ’Ungeanalysen 2023’ fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at 30 pct. af alle unge i dag bruger mindre tid på fritidsaktiviteter end før corona-perioden.
Dertil kommer, at barrieren for, at unge bliver en del af det frivillige engagement, skal sænkes. Flere undersøgelser viser, at mange unge gerne vil være frivillige, hvis de bliver spurgt. Men det kræver en invitation og en opfordring til at komme med ombord. Ingen ønsker at gå alene ud på en tom legeplads.
Dét potentiale ønsker vi at være med til at forløse. Derfor har vi taget initiativ til pilotprojektet »Frivillighedsalliancen – frivillighed på skoleskemaet«. Sammen med 22 civilsamfundsorganisationer vil vi bygge bro mellem skoler og civilsamfund. Helt konkret ved at frigøre lærerkræfter til at facilitere elevstyrede, verdensvendte aktiviteter, der giver unge håndgribelige erfaringer med frivilligt engagement. Og hvert år - den 5. december - fejrer skolerne FNs internationale ’Frivillighedsdag’
Men på særlige præmisser. Nemlig de unges egne. Vi vil først og fremmest lægge et kæmpestort øre til, hvad der motiverer og engagerer unge. Tendensen er, at unge i højere grad søger mod opgaver og aktiviteter, der ikke er forpligtende i lang tid. De går op i sagen og ikke i livslange medlemskaber. Dén virkelighed skal vi tage alvorligt og indrette os efter.
Og der er også noget i sproget, der trænger til at blive støvet af. Er frivilligt ’arbejde’ et ord, der tiltrækker unge? Næppe. Og hvem ønsker at blive ’fastholdt’? eller ’rekrutteret’. Der er simpelthen for meget hvervning og ufrihed i begreberne. Når vi anvender denne sprogbrug, går vi væk fra den logik, der er styrende for alt frivilligt engagement, nemlig, at lysten skal komme indefra. Vi bliver nødt til at erstatte mangelsproget med ord som ’motivation’, ’involvering’, ’engagement’ – og gøre det sjovt og givende at bidrage.
Derfor er det også helt skævt, når kommuner omtrent planlægger med ’frivilligt arbejde’ i kommunale strategier for, hvordan man skaffer ’hænder og fødder’ nok. Så degraderer man opgaverne til et instrument i en større planøkonomisk tænkning.
Det er velbeskrevet, at dét at engagere sig i en sag, der er større end den enkelte, giver adgang til vigtige fællesskaber, skaber mening, styrker følelsen af handlekraft og øger den sociale tillid. Alt sammen det dna, som karakteriserer et velfungerende samfund. Dansk Ungdoms Fællesråds ’ungeanalyse’ fra 2023 viser, at næsten halvdelen af unge foreningsaktive vurderer deres fritidsaktivitet/frivillige engagement som én af de top-tre vigtigste steder at være del af et godt fællesskab. Kun overgået af familie og venner. I en tid med ensomhed som en udbredt problematik, med de fysiske og mentale konsekvenser heraf, er der alt at vinde.
Når vi sætter lys på det frivillige engagement, er skabertrangen stor. På nogle skoler er elever allerede i gang med konkret at arrangere ugentlig dans med udviklingshæmmede unge, besøgsaftaler med det lokale plejehjem for at spille spil, gå ture og tilbyde en snak, samarbejde med den lokale borgerforening om et ungdomshus og på en skole er eleverne i færd med at strikke, hækle og brodere bøllehatte og krammedyr til indlagte børn på Hammel Neurocenter. Landet er fuldt af lignende initiativer.
Som Oline fra 10. klasse på Frijsenborg Efterskole for nyligt så klogeligt formulerede det - »at være frivillig fremkalder den samme følelse, som når man giver en gave«. Ja, for frivillighed er størrelse, der virker i begge retninger.
Fremtidens udfordringerne står i kø. Balancen mellem stat, marked og civilsamfund trænger til en kalibrering. Medborgerbegrebet tænder et lys, som kan gøre det konkret for den enkelte, at verden faktisk kan ændres positivt, og at vi hver især spiller en rolle. Og at generøsitet slår egennyttighed.
Tiden kalder på samarbejde på tværs af sektorer, generationer, lande. Børn og unge må opleve at være myndige og få konkrete erfaringer med generøse handlinger. Medborgeren er iboende os alle sammen. Frivillighedsalliancen tager udgangspunkt i, at det er naturligt og universelt for mennesker at ville bidrage positivt og meningsfuldt til det samfund, vi er en del af. Og det kan bane vejen for nye bæredygtige løsninger på fremtidens globale udfordringer.
