Af Formand for FRISKOLERNE Peter Bendix Pedersen, formand for HØJSKOLERNE Lisbeth Trinskjær, formand for EFTERSKOLERNE Torben Vind Rasmussen

De politiske dagsordener står i kø og forekommer meget konkrete for rigtigt mange vælgere: Klimakrise, teknologiudvikling, urbaniseringstendenser, ulighed, immigration osv. Det er oprigtigt vanskelige områder, som kan være ualmindeligt vanskeligt at give gode svar på. Det åbner en arena for letkøbte og hårdtskårne løsninger, der puster til en hårdkogt debatkultur. Men vi skal turde holde fast i, at politik ofte er dilemmafyldt - ikke sort/hvidt.

Det er symptom på demokratisk ubalance, når politik bliver til konflikt mellem toppolitikere og magtfulde organisationer, der, orkestreret af en hær af lobbyister og mediefolk, mest ser ud til at pleje egne, protektionistiske, kortsigtede interesser. Ikke mindst unge finder ikke anledning til at melde sig på banen i folkestyret, og det leder til følelsen af fremmedgørelse og baner en motorvej for populisme. Vi repræsenterer et bagland af børn og unge på 800 frie skoler, og vi mærker, at unge ønsker politiske visioner og reelle aktioner med langsigtede indsatser. Nu. Vi synes, det er bekymrende, at politikere rangerer nederst på skalaen over de professioner, vi har tillid til, og at valgdeltagelsen ved sidste folketingsvalg faldt.

Da unge fra 120 lande i solidaritet med den svenske klimaaktivist Gretha Thunberg for nyligt gik på gaderne for at understrege, at klimakrisen er reel og kræver politiske, langsigtede løsninger, blev der sendt et utvetydigt signal til politikere verden over. Unge er ikke optaget af skattetryk, bilafgifter og pensionsalder. Uden en sund jordklode er det alt sammen ligegyldigt. Derfor er det nu, politikere skal vise, at der er en særdeles god grund til, at vi har valgt demokratiet som styreform. Faktisk opponerer unge lige nu mod den måde, det repræsentative demokrati fungerer på, fordi mange ikke oplever, at politikerne er i sync med folket.

Vi oplever, at unges interesse for politik svigter, når konfliktfyldte politiske diskussioner bliver skåret efter en debatskabelon, der kun handler om at få ret og vinde. Råbekulturen er i bedste fald konfliktunderholdning og i værste fald undergravende for demokratiet. Fraværet af en reel demokratisk samtale, som evner at håndtere konflikt og usikkerhed på en konstruktiv måde, er i øjenfaldende. Derfor ser unge mennesker langt efter demokratiske forbilleder, der kan indgå i opbyggelige politiske debatter, hvor det er tilladt at være i tvivl, blive klogere undervejs, undre sig og i øvrigt se langt ud over den næste valgperiode og langt ud over partipolitiske interesser.

Retorikken er blevet grov, og grænserne for, hvordan vi snakker om ikke mindst indvandrergrupper bliver hele tiden skubbet. Som mennesker er vi ikke født med den skepsis og mistillid, der præger dansk integrationsdebat, og måske er der en virkelig generationskløft her. Har vi skabt et samfund, hvor det ikke er storsindet, der reelt bærer friheden, men snarere en opportunistisk tilgang til demokratiet?

Vi må kaste os ind i (gen)skabelsen af det storsind, der bygger på moral og humanisme. Ellers opstår der en grøft mellem dét, vi forsøger at sælge som særligt dansk og gerne vil indprente ikke mindst ungdommen, og dét vi praktiserer. Demokratiet er sårbart, og forsimplinger graver grøfterne dybere. Hvordan skal unge få antiliberale frihedsbegrænsninger som burkaforbud, imam-lov, håndtrykslov, forslag om at forbyde tørklæder hos skolebørn, forslag om at fjerne tilskud til muslimske friskoler, planer om at samle udvisningsdømte kriminelle på Lindholm, benspænd for familiesammenføring osv. til at rime på frisind? Det er bekymrende tegn, når frihedsrettigheder indskrænkes i iveren for at sikre selvsamme. Har vi tilladt, at frygten saboterer det fundament, vi står på og suspenderer de helt afgørende demokratiske normer og rettigheder, som det danske samfund er bygget op omkring?

Spørgsmålet er, om truslen mod vores demokrati og frihedsrettigheder faktisk kommer fra vores folkevalgte og en nyhedshungrende presse? Det er vores folkevalgte, der skal gå forrest og indgyde tillid til, at friheden besejrer alt - også ekstremistiske og antidemokratiske holdninger.

I såvel højskoleloven som efterskoleloven og friskoleloven står der, at skolerne skal styrke elevernes demokratiske dannelse. Det efterlever vi blandt andet ved, at vi tror på det enkelte menneskes potentialer, og vi insisterer på fællesskabet. Vi har erfaring for, at vejen til at lykkes personligt og som et fællesskab er ved, at alle er med ombord - også misteltenen - alle skal høres og tages i ed. Vi ved, at det betyder noget at blive set, og det betyder noget at være en del af et fællesskab. Så enkelt er det. Det betyder også, at vi opdrager børn og unge til at stå konflikterne igennem og erfare, hvordan man kommer ud på den anden side. Det er blandt andet det, vi forstår ved dannelse. Og det kommer ikke af sig selv. Dannelse skal plejes og italesættes, også af politikere, hvis vi skal opretholde tilliden til de stærke fællesskaber, der har skabt det danske demokrati

Demokrati er en livsform og noget, man må erfare for at forstå. Derfor er det også afgørende vigtigt, at unge mennesker har politiske forbilleder, der videregiver de demokratiske normer, som Danmark har arvet. Politikere skal have formatet til at indgyde håb for fremtiden, og sammen skal I gå forrest og vise ikke mindst unge, at demokratiet er samtale og den bedste måde at være vildt uenige på - på en ordentlig måde. Vi må ikke give unge anledning til at miste fidusen til demokratiet.

Kære vælger. Gå til valgurnen og brug din demokratiske ret og pligt til at sætte kryds ved en politiker, du mener kan løfte opgaven som et demokratisk forbillede. Se efter politikere, der har bæredygtige politiske visioner, som rækker ud over den næste valgperiode, og som du synes evner at indgå i folkelige demokratiske samtaler, der kan styrke tilliden og håbet.

Bragt i Avisen.dk 27.06.19