Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter(at)friskolerne.dk, 40422027, www.friskolerne.dk

I Danmark har vi tradition for stærke fællesskaber. Landkortet er spækket med gode eksempler på bæredygtige civilsamfund, der udmøntes på fineste vis og er funderet på dét at agere som medborger. Fællesskaber er afgørende vigtige, fordi det er følelsen af at høre til, der kitter vores samfund sammen.

Når fællesskabet slår sprækker, er der nogen, der kommer i klemme. Derfor har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) også en pointe, når hun utvetydigt adresserer, at fællesskaber i grundskolen er afgørende vigtige for børns (ud)dannelse.

Den 29. august er ministeren citeret i Politiken Skoleliv for, at »en del friskoler er skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet«. Det er en virkelig ærgerlig melding, fordi det er en grov generalisering. Gad vide hvor mange »en del« er? Ministeren uddyber ikke, hvilke friskoler, hun præcist tænker på, men det er blandt andet de skoler, hvor »..man har et ønske om, at ens egne børn ikke skal være sammen med alle de andre børn«.

Mellem linjerne står der måske, at Pernille Rosenkrantz-Theil ikke bryder sig om friskoler med særlige værdigrundlag – eksempelvis kristne, muslimske, jødiske, katolske? Dét er egentligt ret problematisk, for det er jo netop mindretalsretten, der er én af grundstenene i den danske demokratiforståelse, som gennemsyrer grundloven. Altså dét, at flertallet har bestemmelsesretten, men at der bliver taget hensyn til mindretallenes muligheder for at efterleve deres værdier, livssyn og samfundsopfattelse. Det er selve ideen bag undervisningspligten og dét, at friskolerne gives idémæssig frihed.

Det er velkendt, at socialdemokrater nu i årevis har talt forholdsvist nedsættende om det frie skolevalg generelt. I hvert fald når det gælder menigmands brug af denne grundlovssikrede ret. Det er nok især store, velbjærgede privatskoler i København, der er en stor splint i øjet for socialdemokraterne. Og måske med god ret. Det er formentlig også baggrunden for, at det i regeringens forståelsespapir fremgår, at man er parate til at se nærmere på friskolernes statstilskud for at undersøge muligheden for et socialt taxameter.

Det synes vi i FRISKOLERNE er en god idé. Princippet eksisterer i forvejen, men tilskudssystemet kan godt blive endnu mere solidarisk, så skoler, der løfter de tungeste opgaver, også får en større del af kagen. Det forekommer både rimeligt og logisk. Men det er afgørende, at ministeren ikke forelsker sig i tanken om at nedsætte den famøse koblingsprocent igen, for det vil de facto få skolepengene til at stige og færre skoler vil have råd til at optage de elever, der kræver noget ekstra. Den samlede pulje må vedblive at være på det niveau, den har været i årtier, men den interne omfordeling kan blive mere retfærdig.

Ministeren har ved flere lejligheder ladet forstå, at der findes rigtige og forkerte fællesskaber. Jeg er enig så langt, at der i hvert fald findes sunde og usunde fællesskaber, som vi skal være virkeligt opmærksomme på. Men, jeg bliver bekymret, hvis der er tale om, at ministeren menes at have svaret på, hvad »det rigtige fællesskab« er. Jeg ser helt grundlæggende friskoler som en del af det danske grundskolefællesskab. Jeg tror nemlig, at friheden til forskellighed gør samfundet stærkere.

Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler også, at »alle taber, når vi ikke blander børnene«. Ja, i den bedste af alle verdener, så var den danske grundskole én stor smeltedigel med en perfekt blanding af børn med vidt forskellige socioøkonomiske baggrunde. Men sagen er jo, at børn går i skole dér, hvor de bor. Og derfor involverer drømmen om den komplet blandede skole også boligpolitik og socialpolitik. Det er urimeligt vedblivende at italesætte det som om, at friskoler og privatskoler repræsenterer de »forkerte« fællesskaber, mens man skal forstå, at folkeskolerne repræsenterer de »rigtige«.

Arbejdernes Erhvervsråd lancerede i juni i år en analyse, der slår fast, at den blandede skole er på retur. Det gælder både folkeskoler og frie grundskoler. Analysen viser, at de sidste ti år er andelen af landets skoler, der har en nogenlunde ligelig fordeling af alle indkomstgrupper fra top til bund, faldet fra 40 procent til 28 procent. I folkeskoleregi er der 271 folkeskoler uden en eneste tosproget elev, og på top-20 over skoler med den højeste andel af elever fra overklassen og højere middelklasse, er 13 folkeskoler.

Det er et reelt problem, som jeg giver ministeren ret i. Men lad os ikke lade som om, at vi har ét skolesystem – folkeskolen – hvor alting er perfekt, mens et andet – friskoler og private grundskoler – stempler ud af fællesskabet.

Jeg deler ministerens bekymring for de polariseringstendenser, vores samfund er præget af. Dét skal hver enkelt skole, borger og politiker forholde sig ansvarligt til. Grundtvig sagde meget præcist, at »sproget skaber, hvad det nævner«. Derfor skal vi passe på med, hvordan vi beskriver virkeligheden. Både i forhold til grundskolen og til bestemte medborgere. Jeg bliver ærgerlig, når ministeren i artiklen oversætter skoler med en høj procentandel af indvandrere til »pletter på landkortet«.

Fællesskaber er noget, vi skaber sammen. Politikere og civilsamfund. Friskolerne skal bidrage til fællesskabet – både det lokale og det nationale. Det skal folkeskolerne også. De grove generaliseringer bliver let til stærke narrativer, som i sig bærer kimen til faktisk at udelukke mindretallet fra flertallets fællesskab. Det er i den slags sprækker, vores samfund bliver mere polariseret, og vi risikerer, at der er medborgere, der mister følelsen af at høre til.

Bragt i Politiken Skoleliv, den 6. september 2019