Af Peter Bendix Pedersen, FRISKOLERNE

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten blev i seneste finanslov enige om, at folkeskolen skal have et løft frem mod 2023 på i alt godt 2 milliarder kroner. Tilskuddet skal anvendes til flere lærere i skolen.

Det er et vigtigt og dybt relevant signal at sende til landets skoler. Både i forhold til alle ansatte, børn, unge og deres forældre.

Men, med løftet af folkeskolerne pilles der ved princippet om, at friskoler og private grundskoler følger de økonomiske op- og nedture i folkeskolen, som blev knæsat af daværende undervisningsminister Bertel Haarder i 1992, da det nuværende tilskudssystem blev indført.

Ved det seneste folketingsvalg og regeringens finanslovsudspil 2020 blev begrebet »koblingsprocent« omtrent allemandseje, da regeringen annoncerede, at de havde til hensigt at pille ved balanceforholdet mellem økonomien i folkeskolerne og friskolerne.

Og nu er det desværre igen relevant at flage med det lidet folkelige ord »koblingsprocenten«.

Koblingsprocenten bliver nemlig de facto sænket som et resultat af den aftale.

Kort fortalt er det sådan, at friskoler og private grundskoler i dag modtager et statstilskud svarende til 76 procent af den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolerne - deraf begrebet »koblingsprocent«. Dog altid med tre års forsinkelse.

Løftet til folkeskolerne er nemlig strikket således sammen, at det ikke tæller med i beregningsgrundlaget for koblingsprocenten. Ellen Trane Nørby (V) har derfor stillet børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) et væld af spørgsmål om, hvorfor puljemidlerne ikke indregnes som en del af økonomien i folkeskolerne og dermed ikke kobles til økonomien i friskolerne og privatskolerne.

Det korte svar fra ministeren er »Det er et politisk valg at målrette et løft af folkeskolen«. Ja, men det er decideret forskelsbehandling.

Tilskud til frie skoler sænkes

Det er jo ingen hemmelighed, at socialdemokratiske politikere i årevis har ønsket at styrke folkeskolerne ved bl.a. at gøre vilkårene ringere for friskoler og private grundskoler. Under den seneste valgkamp og igen ved finanslovsforhandlingerne i efteråret 2019 var det præcist denne logik, der var argumentet for at skære i tilskuddet til friskoler og private grundskoler.

Friskoledanmark råbte dog op og gjorde opmærksom på, at de socialdemokratiske yndlingsaversioner - friskoler og private grundskoler - er meget mere end store velbjærgede byskoler. Presset fik regeringen til at droppe forslaget.

Men jeg gad nok vide, om de politiske partier, der er med i aftalen, også har sagt ja til at bryde med det grundlæggende princip om, at fri- og privatskolernes statstilskud er koblet til udgifterne i folkeskolerne?

Det, der reelt sker lige nu, er, at aftalepartierne lister en nedsættelse af koblingsprocenten ind ad bagdøren.

Løftet i folkeskolerne frem mod 2023 vil, hvis princippet bag koblingsprocenten fraviges, de facto reducere koblingsprocenten fra de nuværende 76 procent til 74,5 procent.

Friskoler og private grundskoler skal ifølge loven »Stå mål med undervisningen i folkeskolerne«. Hvordan rimer det på en bevidst nedprioritering af de cirka 18 procent af grundskoleeleverne, hvis forældre har valgt en anden skoletype end folkeskolerne? Hvorfor er det kun majoriteten – de 80 procent af grundskoleeleverne, der skal opleve »et løft«?

Jeg vil gerne appellere til ministeren om, at hun gentænker, hvordan løftet af folkeskolerne også kommer til at smitte positivt af på de elever, der går i friskoler og private grundskoler. Vi er i den samme båd og dybest set drevet af den samme ild, nemlig at lave den bedste skole for børn og unge. Det er både et principbrud og unfair for de elever, hvis forældre har valgt at benytte det frie skolevalg.

Bragt i Skolemonitor, 8. september 2020