Af Peter Bendix Pedersen, formand for FRISKOLERNE, peter(at)friskolerne.dk, 40422027

Forholdet mellem kommuner og friskoler og privatskoler er egentlig ret enkelt men bliver alligevel ofte misforstået. I en del kommuner lader det til, at samarbejdet har endog meget vanskelige vilkår, mens det i andre kommuner heldigvis fungerer godt.

Men hvorfor er der en del kommuner, hvor samarbejdet halter? De elever, der går på friskoler og privatskoler har forældre, der betaler kommuneskat som alle andre og både yder og nyder på samme vilkår som andre borgere i kommunen. De har blot taget et andet skolevalg for deres barn.

Handler det om misforståelser omkring økonomi? Kommunerne driver folkeskolerne og modtager via bloktilskuddet midler af staten til at løse den opgave. Når en elev ikke går i folkeskolen, skal kommunen betale et bidrag til staten. Men noget af bloktilskuddet tilbageholdes for at kommunen, uanset hvor eleven går i skole, varetager opgaverne til tandpleje, pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), sundhedspleje, studievejledning, kriminalpræventivt arbejde (SSP - Skole, Socialforvaltning og Politi) m.v.

Så det er egentlig ret enkelt: Kommunerne skal tage vare på kommunens børn i alle forhold – uanset skolegang. Det er ikke forældres valg af skole, der er afgørende, men deres valg af kommune.

Alligevel hører vi om foruroligende mange friskoler, der oplever, at de nedprioriteres i en række forhold: PPR-samarbejde, SSP-samarbejde, busruter, mulighed for at benytte svømmehal, leje af idrætsfaciliteter, adgang til naturskoler, adgang til museer osv.

Vi har skoler, der kan berette om PPR-sager, der er mere end to år gamle. Der er endda friskoler, som af kommunens skolepsykolog direkte er blevet orienteret om, at de IKKE skal regne med at få samme behandling som folkeskolerne og derfor skal vente helt op imod 13 måneder. Og der er friskoler, som beretter om, at de ikke har adgang til de samme PPR-indsatser som folkeskolerne.

Undskyld, hvad er meningen!? Der er tale om børn, som skal have særlig hjælp og måske er – eller risikerer at komme - i mistrivsel. Én ting er, at mange kommuner forskelsbehandler, når det kommer til kulturtilbud, hvilket er grelt i sig selv, men børn, der har brug for særlige pædagogisk-psykologiske indsatser nedprioriteres, fordi embedsfolk (eller kommunalpolitikere) synes, de går i en forkert skole. Det er ganske enkelt uetisk.

Der bliver ment meget om »socialt ansvar« og ikke mindst er der en årelang forfejlet omtale af friskoler og privatskoler som asociale. Faktum er, at antallet af specialundervisningselever i friskoler og privatskoler stiger markant i disse år og er fordoblet de seneste fem år. Men det tyder derimod på, at nogle kommuners sociale ansvar overfor friskolerne er direkte nedprioriteret og omgærdet af indlysende forskelsbehandling. Jeg har meget vanskeligt ved at se, hvordan det kan retfærdiggøres. Børn er børn. Uagtet hvor de går i skole.

Vi har haft friskoler i Danmark siden 1852, så der er ikke tale om en ny situation. Logikken er, at vi godt kan håndtere to skole-typer side om side – at det faktisk er gavnligt for alle, og præmissen er, at eleverne ikke skal stilles ringere, end hvis de havde gået i folkeskoler. Derfor er der et meget centralt »stå-mål-med« krav i friskoleloven. Undervisningen i friskoler og privatskoler skal stå-mål-med undervisningen i folkeskolerne. Det er helt sort, når nogle kommuner bevidst behandler elever fra friskoler og privatskoler forskelligt fra elever, der går i folkeskoler. Kommunernes Landsforening og Børne- og Undervisningsministeren bør bringe problematikken i orden og granske PPR-området for at se, hvad der egentlig går for sig. De ansvarlige bør kaste sig passioneret ind i kampen for at få ryddet op i dette i en tid, hvor vi taler om »børnene først«, »børnenes statsminister« og »barnets lov«. 

Bragt i Skolemonitor 9. april 2021