Præsentation af kandidater til bestyrelsesvalg 2024
Der skal ved FRISKOLERNEs Landsmøde og generalforsamling den 4.-5. maj 2024 vælges tre personer til FRISKOLERNEs bestyrelse.
Herunder ser du en præsentation af de kandidater, der stiller op til valg til de tre pladser i FRISKOLERNEs bestyrelse.
Læs mere om bestyrelsen og bestyrelsens arbejde.
Se mere om FRISKOLERNEs Landsmøde og generalforsamling
Allaa Al-Naqach - genopstiller
Skoleleder på Al-Hikma Skolen
Som bestyrelsesmedlem i FRISKOLERNE er det vigtigt for mig at arbejde for:
- At forældrene tillades at udfolde deres grundlovssikrede ret til at skabe spændende og inspirerende skoler, der afspejler forældrenes værdier og livssyn.
- At der kan skabe rammer for, at friskolerne med alle deres herlige forskelligheder kan mødes for at inspirere og støtte hinanden.
- At arbejde for at vise omverdenen, at friskolerne skaber reelle alternativer og giver gode bud på, hvordan man arbejder med børn og unge i forsøget på at finde løsninger til nogle af vores samfunds største udfordringer.
René Tholander - genopstiller
Skoleleder på Kalundborg Friskole og forældre på Faarevejle Friskole
Jeg har deltaget i bestyrelsesarbejdet i FRISKOLERNE de sidste to år, og vil meget gerne fortsætte med at bidrage til foreningens arbejde. Jeg kommer med erfaring som skoleleder og lærer på grundtvig-koldske fri- og efterskoler gennem godt 30 år, og jeg har et stort netværk i disse.
Jeg synes især, det har været spændende at være med i udarbejdelsen af foreningens strategi og kunne godt tænke mig at få lov at hjælpe den videre ud i verden. Derudover vil jeg se frem til at følge vores beslutning om Magasinet Friskolens videre færd ind i fremtiden. Ligesom jeg ser frem til mange nye opgaver for bestyrelsen.
For mig er det vigtigste, bestyrelsen kan kæmpe for, frihed. Udadtil skal der kæmpes for friheden blandt politikere og i offentligheden generelt. Indadtil skal foreningen hjælpe skolerne med inspiration og værktøjer til at udnytte denne frihed.
Jeg er stor fortaler for den professionalisering af foreningen, der er sket de senere år, og vil arbejde for en fortsættelse af denne udvikling. Herunder understøttelse af fortsat udvikling af Friskolernes Hus.
Jeg er bredt interesseret i foreningens kommunikation og mere specifikt, hvordan foreningen kan komme tættere på medlemmerne og det øvrige samfund bl.a. via øget fokus på de sociale medier. Jeg er således også meget optaget af at være den stemme, der husker foreningen på, at verden er både analog og digital.
Som et kuriosum kan nævnes, at jeg er forældre på Faarevejle Fri- og Efterskole – og har været det kontinuerligt siden 1992.
Peter Bendix Pedersen - genopstiller
Formand, FRISKOLERNE, tidl. skoleleder nu skolekredsmedlem på Køng Friskole
Friheden til at gøre skole på et formuleret værdisæt og dernæst at udfolde pædagogiske og dannelsesmæssige idealer gennem undervisning og fællesskab er ganske enestående – og værd at kæmpe for.
Med friheden følger forpligtigelsen til at inddrage forældre, elever, ansatte og skolekredse i et åbent skolefællesskab, der hviler på folkelige og demokratiske idéer præget af tillid og ansvar.
Jeg søger genvalg og mandat til fortsat ihærdigt at arbejde for, at friskolerne har de bedste muligheder og rammer for at skabe lokale skolefællesskaber, der udvikler eleverne fagligt, personligt og socialt.
Jeg har fokus på, at FRISKOLERNE er en stærk stemme på vegne af foreningens medlemsskoler via et solidt politisk arbejde, stærke netværk og tydelig kommunikation.
Det er vigtigt for mig, at Friskolernes Hus tilbyder nærværende rådgivning, kurser, møder mv. af høj standard og tillige er et samlingssted for foreningens medlemmer og aktiviteter.
Jeg glæder mig over, at det lykkes FRISKOLERNE at være en del af solide partnerskaber, ligesom foreningen også lykkes med at skabe projekter, der både styrker og inspirerer friskolernes daglige praksis og bidrager til samfundsfællesskabet.
Jeg har skolenære erfaringer som højskolelærer, højskoleforstander og friskoleleder samt organisatoriske erfaringer som formand for Den frie Lærerskole og nu 10 år som formand for FRISKOLERNE.