Fordi kommunerne ikke har kunnet oplyse den gennemsnitlige normering, har det været vanskeligt at få klarhed over, hvordan private institutioner skulle efterleve kravet om minimumsnormeringer.
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye har konstateret denne udfordring og derfor meddelt, at han fremsætter et lovforslag medio november, der ophæver kravet om minimumsnormeringer fra 1. januar 2024 – hvad angår private institutioner. Dermed er kravet om minimumsnormeringer for private institutioner udskudt, så det forventes at gælde fra januar 2025.
Det er godt, at minimumsnormeringerne nu bliver udskudt, og vi vil nu i samarbejde med Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO) arbejde for, at der i den forestående lovjustering, sikres gennemsigtighed i grundlaget for beregning af tilskud til private institutioner, ligesom vi vil argumentere for det principielle standpunkt, at der bør være ensartethed i tilskud til alle typer dagtilbud.
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye bekendtgjorde udskydelsen onsdag den 11. oktober 2023 i et svar til Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet. Se mere HER.
Er der brug for yderligere kan Ole Carl Petersen, konsulent i Friskolernes Hus, kontaktes.
Peter Bendix Pedersen
Formand for FRISKOLERNE