Strategien sigter mod tre niveauer: samfundet, skole, børn & unge. De tre niveauer er formuleret som tre hoved-idealer for foreningens fokus, som slås an herunder:
Stærke demokratier
Vi vil anspore til et samfund i bedre balance, herunder give langsommelighed og optagethed værdi. Vi drømmer om et samfund præget af gensidighed, hvor samfundets evne til at tolerere og respektere mindretal og forskelligheder er stærkt modtræk til polariseringstendensen. Vi drømmer om et demokratisk samfund, der styrker pligten til - og den enkeltes mulighed for at bidrage til samfundsfællesskabet.
Skoler med værdier
Vi tror på, at den pædagogiske frihed og nysgerrighed til at gå nye veje styrkes af et tydeligt sprog for værdier. Tiden kalder på nuancerede samtaler om og pædagogiske svar på det gode børne - og ungdomsliv. Vi drømmer om, at børn og unge i vuggestuen, børnehaven og skolen møder kærlige og tydelige voksne, som viser dem en verden, de får lyst til at være i og bidrage til.
Frimodige børn og unge
Vi drømmer om at børn og unges sanselighed, fantasi og nysgerrighed stimuleres, at de oplever samhørighed, fællesskab og mening. At de får lyst til at lære og være, så de kan se verden i øjnene med mod, åbenhed og tillid.
Læs mere om FRISKOLERNEs strategi og de konkrete temaer frem mod 2025 her.
I dag mødes FRISKOLERNEs bestyrelse i Friskolernes Hus for at fortsætte det påbegyndte arbejde med at omsætte strategien til konkrete handlinger.
Læs også om foreningens strategi i artiklen i Magasinet Friskolen https://friskolerne.link/strategi2025