Den 5. december – FN’s Internationale Frivillighedsdag - markerede Frivillighedsalliancen dagen ved at samle 22 organisationer, der alle er en del af projektet. Bag Frivillighedsalliancen ligger en filosofi om, at frivillighed ikke blot er en individuel handling, men en grundlæggende drivkraft for demokrati og fællesskab.
Frivillighed - en nødvendighed for demokrati og fællesskab
”Frivilligt engagement er en kraftfuld motor, der bygger på generøsitet, interdependens, fællesfølelse og en iboende logik om, at indsatsen virker for både den, der giver, og den der modtager. Denne tænkemåde er alt det, et sundt demokrati – og store globale udfordringer - er afhængige af. Når vi vil redde verden, er det ikke nok at redde os selv. Vi må være hinandens ryg – ved at anerkende vores forbundethed. Dén filosofi viser sig i konkrete handlinger. Ligesom frivillighed.” Sådan skriver formand for FRISKOLERNE Peter Bendix og formand for Efterskolerne, Torben Vind i en fælles kronik, der sætter fokus på frivillighed som modsvar på en stadig stigende forbrugerkultur.
Stærkere stemmer og videndeling
Alliancemødets vigtigste fokuspunkt var mødet mellem de unge og organisationerne. Opgaven var at styrke de unges stemme og organisationernes samarbejde gennem fælles platforme og sprog. Videndeling blev fremhævet som en nøgle til at mobilisere flere frivillige og bygge bro mellem skoler og civilsamfund. Lokale alliancer blev nævnt som et vigtigt redskab til at skabe overblik og nå bredere målgrupper. Samtidig blev der drøftet, hvordan man kan gøre frivillighed til en norm, der er forankret i positive oplevelser.
Vejen frem: Ambitioner og handling
Dagen sluttede med en opsummering af de vigtigste pejlemærker og en ambition om at skabe en fælles 2030-plan. Denne plan skal sætte konkrete mål for frivillighedens fremtid og sikre, at unge og organisationer arbejder tættere sammen. Deltagerne udtrykte stor optimisme og en fælles vilje til handling, som vil blive videreført på det næste møde den 15. maj 2025.
Frivillighedsalliancen har med alliancemødet taget et vigtigt skridt mod en stærkere og mere inkluderende frivillighedskultur.
Hvis du som civilsamfundsaktør eller skole ønsker at blive en del af alliancen, skal du kontakte projektleder Tinna Ølholm Jørgensen, tlf. 40 37 34 84, tinna(at)frivillighedsalliancen.dk
Læs mere om Frivillighedsalliancen her.