fjern søgeboks

OK24-forliget i staten er færdigforhandlet

Finansministeriet, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Akademikerne har d. 11. februar 2024 indgået en 2-årig aftale.

Af: Tove Dohn, Friskolernes Hus
Kategori Administrative nyheder

21.02.24

CFU-forliget på statens område fastlægger de generelle lønstigninger og økonomiske rammer for de efterfølgende overenskomstforhandlinger - herunder skolens ledere, lærere og børnehaveklasseledere samt øvrige overenskomster med det pædagogiske-, tekniske- og administrative personale ved frie grundskoler.

Nedenfor gennemgås i hovedtræk de væsentligste elementer af CFU-forliget.

Overenskomstperioden

Der er indgået et overenskomstforlig for en 2-årig periode. Det betyder, at organisationsaftalerne bliver 2-årige og vil være gældende i perioden fra d. 1. april 2024 til og med d. 31. marts 2026.

 

Den økonomiske ramme og generelle lønstigninger

Den samlede økonomiske ramme er på 8,80%. Rammen dækker over såvel de generelle lønstigninger som forventede udgifter til øvrige formål og aftaler.

  • De generelle lønstigninger på i alt 6,30 % udmøntes, som vi kender det, ved en tilpasset reguleringsprocent på fastsatte datoer i overenskomstperioden.
  • Reguleringsordningen er en løbende afstemning mellem lønudviklingen på det statslige arbejdsmarked og lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Der er tale om et skøn, da lønudviklingen endnu ikke er kendt. Der er aftalt to reguleringer i perioden – d. 1. april 2024 og d. 1. april 2025. Effekten af reguleringsordningen indgår i reguleringsprocenten.
  • Andre formål indeholder omkostningerne for de øvrige tiltag, som er aftalt i forliget. Den samlede værdi af tiltagene er sat til 1,0 %.
  • Reststigning i overenskomstperioden er ligeledes et skøn og vurderes til at ville udløse ca. 0,40%. Begrebet reststigning dækker blandt andet over den lokale løndannelse, strukturelle effekter og anciennitetsbaserede lønstigninger.

 

Stor lønstigning 1. april 2024

Det skal bemærkes, at den største lønstigning sker d. 1. april 2024. Her forventes lønnen at reguleres med ca. 5,89%, hvilket kan være højere, end det skolen har budgetteret med. Til de skoler, der har budgetteret med friskolernes budgetværktøj, kan effekten heraf aflæses ved at ændre reguleringsprocenten i fanen ”satsbilag”.

Friskolerne har skrevet en særlig nyhed herom - læs her.

 

Forhøjelse af særlig feriegodtgørelse:

I CFU-forliget er der indgået aftale om forhøjelse af den særlige feriegodtgørelse med 0,52%. Den særlige feriegodtgørelse stiger pr. 1. april 2024 derfor fra 1,5% til 2,02%.

Samtidig med forhøjelsen af den særlig feriegodtgørelse, fremgår det af CFU-forliget, at udbetalingen af store bededagstillæg efter lov nr. 214 af 6. marts 2023 ophører.

 

Yderligere lønret under orlov efter barselsaftalen:

  • Parterne er enige om at øge lønretten til far/medmor og den ene adoptant med 3 uger i alt.
  • Under forudsætning af at lovforslaget om ændring af barselsloven til forældre med to eller flere børn ved samme fødsel øges lønretten med 13 uger.
  • Herudover øges lønretten til soloforældre med 10 uger.

Ovenstående ændring af lønret under barselsorlov gælder for børn født/modtaget d. 1. april 2024 eller senere.

 

Øvrige aftaler og ordninger

Der er herudover aftalt en række nye ordninger og tilføjelser til de gældende overenskomstbestemmelser, der er nærmere beskrevet i resultatpapiret. Det er dog vigtigt at pointere, at ikke alle aftaler og ordninger er gældende på vores område.

 

Hent her:

Faktaark OK-24: https://fm.dk/media/27416/faktaark_ok24-forliget-i-staten.pdf

Resultatet af forhandlingerne: https://medst.dk/media/12731/forlig-ok24-medst-cfu.pdf

Bilag til resultatet: https://medst.dk/media/12732/bilag-til-forlig-ok24-medst-cfu.pdf

 

Hvad sker der nu?

Med CFU-forliget kan arbejdet med overenskomstforhandlingerne nu for alvor gå i gang.

For skolens lærere, børnehaveklasseledere og ledere ved frie grundskoler forhandles aftalerne med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. For de øvrige overenskomstområder vedrørende det pædagogiske, tekniske- og administrative personale forhandler Dansk Friskoleforening og de øvrige skoleforeninger sammen med de respektive overenskomstparter de fremadrettede overenskomster gældende fra 1. april 2024.

Så snart vi kender resultaterne, vil vi orientere herom.

Få nyheder fra FRISKOLERNE!

Få nyt fra FRISKOLERNE via vores nyhedsbreve og vores nyhedsagent.

Du bestemmer selv, hvilke emner du vil have nyheder om - og du kan til enhver tid afmelde dig igen.
TILMELD dig nyhedsbreve og nyhedsagent.

Hele skolens forening!

I FRISKOLERNE er både ansatte, skolekredsmedlemmer og forældre automatisk medlemmer af foreningen gennem skolen. Ring til os, hvis du har brug for at løfte en sag politisk, eller hvis du har brug for konkret rådgivning. 

FRISKOLERNE

og Friskolernes Hus

Middelfartvej 77 - 5466 Asperup  
kontakt@friskolerne.dk

Telefon 6261 3013
Man-tors 9-12 og 12.30-15.00
Fredag 9-12