Af Sidsel Bukh, Lærer på Fænøsund Friskole og næstformand i FRISKOLERNE
Bragt i Skolemonitor, 28. marts 2025.
Hvis man altid tager udgangspunkt i, at barnet har gjort sit bedste, i en given situation, får krav ingen gyldighed, lyder det fra Sidsel Bukh, Lærer på Fænøsund Friskole og næstformand i FRISKOLERNE.
Man må takke Trivselskommissionen, for at gribe fat om det tabubelagte, men dybt afgørende, emne i spørgsmålet om børns trivsel - nemlig det moderne forældreskab. Et emne, som jeg, og mine lærerkolleger, i stigende grad har følt os magtesløse overfor, fordi det har været illegitimt at italesætte.
Den gængse samfundsopfattelse er, at det er skolens opgave at løse problematikker vedrørende elevers sociale kompetencer, følelsesregulering og adfærd i det hele taget.
Ovenstående udviklingsområder fylder selvsagt meget i skolen, og det skal de også. Det er i høj grad i skolens fællesskab, at børn øver sig i at begå sig socialt.
Vi bør dog minde hinanden om, at det er forældrene, der har retten til deres barns primære opdragelse, og at hjemmet har den afgørende rolle i barnets erfaring med adfærdsregulering m.m. Et forsømt budskab, for det er uacceptabelt at italesætte forældreskab og opdragelse. Denne tendens er dog ganske paradoksal, da mange unge forældre føler sig usikre i rollen.
Alle forældre ønsker at gøre det bedste, for deres barn. Der er brug for, at det bliver almindeligt anerkendt at søge vejledning som forældre, ligesom det bør være accepteret at vejlede ligefremt, som fagperson.
Voksne må overkomme at se børn erfare modgang
Kommissionen peger på, at der er behov for et anderledes blik på dét at stille alderssvarende krav til børn. En væsentlig tilgang til børns udvikling, der er blevet udfordret af det eksisterende børnesyn, som bygger på antagelsen om, at »børn altid gør det bedste, de kan«.
Min erfaring med børnesynet udmøntet i praksis er desværre, at det ofte spænder ben for pædagogikken i både skole og hjem. Børnesynet kan begrænse muligheden for at stille alderssvarende krav, regulere adfærd, rammesætte og dermed fordre progression i barnets formåen. Hvis man altid tager udgangspunkt i, at barnet har gjort sit bedste, i en given situation, får krav ingen gyldighed.
Når vi voksne ikke sætter grænser og stiller krav til vores børn, svigter vi dem i tilegnelsen af at overkomme disse. Progressionen i kravene, som uundgåeligt vil forekomme i takt med at barnet bliver ældre, vil bevirke, at alderssvarende opgaver bliver uoverstigelige, hvis ikke barnet har fået bygget et fundament af forudsætninger til at klare dem.
Selvom det kan forekomme smerteligt at se sit barn erfare grænsesætning og modgang, må vi voksne, for barnets skyld, overkomme det.
Gør op med det eksisterende børnesyn
Med udgangspunkt i børnesynet, har jeg desværre set meget pædagogik stagnere i anerkendelse, som vel er drivkraft for megen udvikling, men som ofte ikke alene flytter barnet. Ingen børn er tjent med, at vi voksne har brug for at forsikre hinanden og barnet om dets værd i en sådan grad, at vi ikke når videre.
Jeg har ofte set børn slå sig på det gab, der kan forekomme mellem hjemmets krav og de evner, som barnelivet forudsætter. I den forbindelse er det dog også relevant at forholde sig kritisk til, hvorvidt de faglige krav skolen stiller, altid er alderssvarende og rimelige.
Vi bør sikre barnets bedste ved at legitimere vejledning i forældreskabet, gøre op med det eksisterende børnesyn og formulere et nyt.
Et børnesyn, hvor barnet helt selvfølgeligt har et værd i sig selv i kraft af, at det er til.
Et børnesyn, hvor barnet har ret til guidning, rammer, alderssvarende krav, positive forventninger og voksnes grænsesætning. Fordi ingen børn jo er født med et indre moralsk kompas, mestring af behovsudsættelse eller færdigudviklet empati, men derimod er fejlbarlige eksistenser, som øver sig.
Et børnesyn, som favner en accept af, at erfaring med modstand og ubehag er uundgåeligt i al menneskelig udvikling.
